Skoleleder Søren Ellesøe kom i krydsild i går, fordi han på sin skole holdt forældremøde kun for mødre. Her fortæller han om sine bevæggrunde for initiativet om et godt samarbejde med forældrene
Et tilsyneladende almindeligt forældremøde om mobning på Holbergskolen i København piskede i går en mediestorm op, fordi kun elevernes mødre var inviteret. Det bragte sindene i kog hos adskillige Christiansborgpolitikere, både Villy Søvndal (SF), Henrik Dam Kristensen (S), Naser Khader (K) og Pia Kjærsgaard (DF). Undervisningsminister Bertel Haarder (V) var mere nedtonet i sin kritik, idet han lod det være op til den enkelte skoleleder at beslutte, hvordan arbejdet skal gøres.
Søren Ellesøe blev interviewet fra morgenstunden i P1, og han fik lejlighed til at forklare sig igen senere på dagen i TV2 News:
”Vi har valgt at invitere, fordi vi har behov at komme i dialog med nogle mødre, som ikke er så tæt på skolen, som vi gerne vil have dem. Behovet viste sig her i efteråret, hvor vi havde indskrivning i skolen, og der er altid et antal børn og deres forældre, som vi ikke hører fra, før vi banker på deres dør,” siger Søren Ellesøe.
Elevens succes afhænger af forældrene
”Det står klart for os, at afstanden til den danske skole er til stede, og det skal vi havde gjort noget ved. Når eleverne er på vej ind, skal de vide, at skolen er et godt fællesskab, og at det er nødvendigt, at de passer deres skole,” forklarer han.
”Når vi har forældremøder, er der et lidt lavere deltagerantal fra tosprogede familier, og ofte er det sådan, at fædrene møder op - og vi vil rigtig gerne snakke med mødrene også. Så formålet med mødet er at få en livline ud til nogle mødre, som kan være med til, at tosprogede børn får en god skolegang. Deres børns succes i skolen afhænger i den grad af, hvordan man snakker om skolen hjemme omkring spisebordet.”
”Vi er ikke så berøringsangste overfor at afprøve nogle forskellige former, så længe det fører til, at dialogen er på plads, og vi får rykket ved forestillingen om, hvad folkeskolen er, og hvad den kan byde elever og forældre.”
Læs hele interviewet med Søren Ellesøe her



