Danmarks Lærerforening har indkaldt kredsformændene fra hele landet for her til formiddag at drøfte de dramatiske nedskæringer på de kommunale budgetter, der finder sted i disse dage
Baggrunden for dagens møde er en lang række lokale meldinger om alvorlige besparelser på folkeskoleområdet. Besparelserne medfører blandt andet nedlæggelser af lærerstillinger og forringelser af elevernes undervisning.
"Statsministeren har udtalt, at besparelserne skyldes et faldende elevtal. Men faldende elevtal kan slet ikke begrunde de massive nedskæringer, kommunerne i øjeblikket er presset til at gennemføre", siger Anders Bondo Christensen.
"Gennem et halvt år har statsministeren omtalt folkeskolen som samfundets vigtigste institution. Folkeskolen skulle trække os gennem krisen. Men de flotte ord hænger overhovedet ikke sammen med den økonomiske virkelighed ude på skolerne", siger Anders Bondo Christensen.
Over hele landet nedlægges der stillinger, men elevtal er langt fra årsagen:
Vejle nedlægger 77 stillinger - 16 begrundes i faldende elevtal
Faaborg/Midtfyn nedlægger 18 stillinger - 5 begrundes i faldende elevtal
Hedensted nedlægger 32 stillinger - ingen begrundes i faldende elevtal
Randers nedlægger 11 stillinger - ingen begrundes i faldende elevtal
Kolding nedlægger 90 stillinger - ingen begrundes med faldende elevtal
Lolland nedlægger 25 stillinger - 5 begrundes med faldende elevtal
De aktuelle besparelser har fundet sted før regeringens spareplan. Den betyder, at kommunerne i 2012 og 2013 skal spare 4 mia. kr. yderligere.



