Danmarks Lærerforenings historie

Danmarks Lærerforening blev stiftet den    4. maj 1874 og er en af de ældste lønmodtagerorganisationer i Danmark samt en af de første landsdækkende organisationer af tjenestemænd.

I begyndelsen var foreningen kun for landsbyskolelærere og hed Danmarks Landsbyskolelærerforening. Ved udgangen af 1874 havde foreningen 900 medlemmer. Fra 1876 omfattede foreningen alle lærere i folkeskolen og fik sit nuværende navn.

Bedre løn og uddannelse

I årene forud for stiftelsen i 1874 var lærernes løn- og arbejdsvilkår blevet kraftigt forringet, og foreningen prioriterede derfor dette tema højt i de første mange år. Men samtidig lagde foreningen også allerede fra starten stor vægt på bedre uddannelse af lærerne, en skolereform og skolebiblioteker, og ved århundredeskiftet var man nået langt med foreningens mærkesager. Skolens bygninger var blevet bedre indrettet og skolehygiejnen forbedret. Man havde også fået en større indflydelse på det lokale skolevæsen.

I sin lange historie har Danmarks Lærerforeningens politik været præget af, at foreningen ikke kun arbejdede fagpolitisk for lærernes løn- og arbejdsvilkår, men også diskuterede og prægede den pædagogiske udvikling. På den baggrund vedtog man på kongressen i 1980’erne den såkaldte tobenede strategi, hvor man kombinerer det fagpolitiske med det pædagogiske til en sammenhængende politik. Det er stadig foreningens politik.

Den 1. januar 2007 blev de tre organisationer Danmarks Lærerforening, Speciallærerforeningen af 1981 og Formidlerne sammenlagt til en ny organisation, der bærer navnet Danmarks Lærerforening.

Foreningens organisationsprocent har altid været usædvanlig høj, både sammenlignet med danske forhold og i international sammenhæng. I 1899 var 83 % af folkeskolens lærerpersonale medlem af Danmarks Lærerforening. I dag er dette tal steget til næsten at være 100 %. I 1920 var medlemstallet på 10.000 medlemmer. I 1975 var det vokset til 50.000 medlemmer, og i dag er medlemstallet oppe på lidt over 94.000 medlemmer.