Et stort flertal i befolkningen mener, at der skal ske forbedringer i det kommunale serviceniveau i 2009, og afviser, at dette i nødvendigt omfang kan finansieres gennem effektiviseringer. Der skal flere penge til. Det viser en undersøgelse foretaget af Synovate for BUPL, FOA og Danmarks Lærerforening i juni 2008.
Synovate har for BUPL, Danmarks Lærerforening og FOA i juni 2008 gennemført en undersøgelse af befolkningens holdninger til det kommunale serviceniveau og de fysiske rammer.
Undersøgelsen viser, at 73 % mener, at der skal ske forbedringer i det kommunale serviceniveau i 2009, og 61 % afviser, at dette i fornødent omfang kan finansieres gennem effektiviseringer. Undersøgelsen viser også, at 69 % ikke oplever, at de fysiske rammer i vores dagsinstitutioner, skoler og ældrepleje er i orden. Derfor mener hele 80 % af befolkningen, at det IKKE er i orden, at regeringen vil udskyde investeringer i de fysiske rammer til et senere tidspunkt.



