Tosprogede elever har - som alle andre elever - krav på at gå på distriktsskolen. De kan kun tvinges til at gå på en anden skole, hvis den anden skole har et bedre pædagogisk tilbud til eleverne end distriktsskolen. Beslutningen skal tages på baggrund af en sprogtest
Folketinget vedtog i 2006 en ændring af folkeskoleloven, der gør det muligt at henvise tosprogede elever til en anden skole end distriktsskolen. Loven blev til efter længere tids offentlig debat om kommunernes mulighed for at tvangssprede eleverne, for at undgå for stor andel af tosprogede elever på en skole.
Man kan kun henvise en elev til en anden skole end distriktsskolen, hvis en sprogtest viser, at eleven har et stort behov for undervisning i dansk som andetsprog. Skolernes pædagogiske tilbud til tosprogede elever med sprogstøttebehov indgår som en del af beslutningsgrundlaget. Antallet af elever med dansk som modersmål kan indgå som et blandt flere kriterier, men kan ikke være det eneste kriterium. Man kan altså ikke flytte elever, bare fordi de er tosprogede.
Så længe eleven har et stort behov for sprogstøtte, kan henvisningen til den anden skole bevares. Når eleven ikke mere har dette behov, kan forældrene vælge, at eleven skal gå på distriktsskolen, benytte sig af det frie skolevalg eller at lade eleven fortsætte på den hidtidige skole. Hvis forældrene vælger, at eleven skal fortsætte på den skole, hvor eleven er henvist til, har eleven ret til fri befordring efter gældende regler.




