Ny undersøgelse: Mere end hver tredje lærer undlader at bruge deres ytringsfrihed
Selvom danske lærere har en udstrakt ytringsfrihed som offentligt ansatte, er der mange, der undlader at bruge den. Stort problem for både lærere og samfund, mener DLF-formand Gordon Ørskov Madsen.
Repressalier fra lederen og kommunen. Forringede jobmuligheder senere i livet.
Det er nogle af de primære grunde til, at mere end hver tredje lærer – 37 pct. – alene inden for det seneste år har undladt at ytre sig kritisk i offentligheden om arbejdsrelaterede forhold. Det viser en ny rundspørge fra Danmarks Lærerforening.
63 procent af dem, der svarede ja til at have afholdt sig, angav, at de frygtede negative reaktioner fra deres leder, 45 procent at de frygtede negative reaktioner fra kommunen.
Ifølge formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, er det meget alvorligt, at så mange lærere afholder sig fra at deltage i den offentlige debat af frygt for negative konsekvenser:
”Det er et problem for lærerne og deres retssikkerhed, men det er også et problem for os som samfund, fordi vi har brug for alle offentligt ansattes perspektiver og faglighed i den offentlige debat. Hvis der i skolevæsenet skal træffes fornuftige beslutninger, er vi nødt til at kunne have diskussionen om, hvad der ikke fungerer”, siger han.
Ifølge ham er det vigtigt, at der plads til at tage de svære diskussioner både lokalt og nationalt:
”Det er en diskussion, som vi både skal kunne rumme og holde til ude på den enkelte skole og som samfund generelt”, tilføjer lærernes formand.
Fra politisk hold har Regeringen og Dansk Folkeparti lovet at lovfæste de gældende regler for offentligt ansattes ytringsfrihed i den kommende folketingsperiode.
Det viser undersøgelsen
-
1
Omfang
39 pct. af lærerne har kendskab til forhold på deres arbejde, som er så kritisable, at offentligheden burde få kendskab til det. Samtidig har 37 pct. af lærerne dog undladt at ytre sig, selvom de har haft lyst til det.
-
2
Årsag
Dem, der undlader at ytre sig, gør det typisk af frygt for negative konsekvenser fra lederen (63 pct.) eller fra kommunen (45 pct.).
-
3
Konsekvenser
19 pct. af lærerne har ytret sig kritisk offentligt inden for det seneste år. 38 pct. af disse oplevede ingen konsekvenser, mens 11 pct. oplevede at det påvirkede deres arbejdsforhold negativt. 2 pct. er blevet irettesat af forvaltningen, 12 pct. har oplevet at kollegerne er blevet irettesat – og 6 pct. blev indkaldt til samtale hos deres leder.
-
4
Viden
12 pct. af lærerne kender ikke reglerne for, hvornår de må ytre sig om ting, de oplever på arbejdet.