10. klasse er en forudsætning for EPX’ens succes

Debat
03. januar 2025

Det giver god mening at skabe en ungdomsuddannelse som EPX’en med et stærkt ungdomsmiljø - men bevarelse af 10. klasserne er en helt afgørende forudsætning for, at den nye uddannelse bliver en succes, skriver DLF's næstformand i dette debatindlæg.

Af Niels Jørgen Jensen, næstformand for Danmarks Lærerforening. Bragt i Avisen Danmark den 28. december 2024. 

 

De politiske forhandlinger om regeringens forslag til den nye ungdomsuddannelse EPX er gået i gang.

 

Det giver god mening at skabe en ungdomsuddannelse som EPX’en med et stærkt ungdomsmiljø, der bl.a. kan være en forudsætning for at flere unge vælger en erhvervsuddannelse.

 

Men regeringen foreslår i samme omgang at nedlægge de kommunale 10. klasser, og det er vi i Danmarks Lærerforening meget kritiske over for. For os at se, er en bevarelse af 10. klasserne nemlig en helt afgørende forudsætning for, at den nye EPX bliver en succes. Det er der flere grunde til.

 

For det første stiller 10. klasse de unge meget stærkere, inden de skal træffe deres uddannelsesvalg. For eksempel ved at give plads til brobygning med hensyn til uddannelser og arbejdspladser og tilbud om vejledning. At bevare 10. klasserne vil derfor skabe de bedste forudsætninger for, at de unge, der vælger EPX’en, rent faktisk også gennemfører den.

 

For det andet er de unge glade for 10. klasserne. I dag går 16 pct. af en årgang i en kommunal 10. klasse og i en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut svarer 87 pct. af eleverne, at 10. klasse lever op til deres forventninger.

 

For det tredje løfter den kommunale 10. klasse i dag rigtig mange unge fra uddannelsesfremmede hjem samt mange unge med anden etnisk baggrund end dansk. 63 pct. af eleverne oplever selv, at de forbedrer sig fagligt, hvilket også viser sig i prøverne i dansk og matematik. Chancerne for at blive mønsterbryder er hele 82 pct. større, hvis man har gået i 10. klasse.

 

Nedlægges 10. klasse sættes alt dette på spil, og de positive bidrag til den social mobilitet, som 10. klasse har været udtryk for, vil mistes.

 

10. klasse er og har været stedet for de søgende og uafklarede elever, der genvinder lysten til at uddanne sig og troen på at de kan lykkes på arbejdsmarkedet. Et år, hvor eleverne modnes, og hvor mange bliver samlet op både fagligt og socialt.

 

I Danmarks Lærerforening tror vi på uddannelse. Uddannelse har en kæmpe værdi for den enkelte og for samfundet. Vi skal derfor som samfund investere i uddannelse og ikke betragte økonomi og uddannelse som et stort nulsumsspil. 10. klasse skal bevares for, at alle de gode ideer i EPX’en kan blive en succes og til virkelighed for de unge mennesker.