DLF sikrer 170 mio. kr. til medlemmer ramt af arbejdsskade

02. december 2024

På bare fire år er erstatningsbeløbet steget med 100 mio. kr. – det er på den ene side vigtigt, men også meget alvorligt, lyder det fra Danmarks Lærerforening.

Det er godt at have fagforeningen i ryggen, hvis man kommer til skade på sit arbejde. Det kan en stor gruppe medlemmer af Danmarks Lærerforening nikke genkendende til.

 

Foreningens arbejdsskadestatistik for 2023 viser nemlig, at man har hjulpet arbejdsskaderamte medlemmer til at få en økonomisk erstatning på over 170 millioner kroner. Året før lå beløbet på 125 millioner kroner – og på bare fire år er det steget med 100 mio. kr.

 

En del af stigningen i 2023 hænger sammen med, at der i enkelte sager har været ekstraordinært store erstatninger grundet førtidspension i en meget tidlig alder, og at en lovændring betyder, at flere arbejdsulykker anerkendes. 

 

Thomas Andreasen, der er formand for arbejdsmiljø- og organisationsudvalget i Danmarks Lærerforening, ser med tilfredshed, men også stor alvor, på det høje erstatningsbeløb:

 

”Det er vigtigt, at vi lykkes med at sikre erstatning til vores medlemmer, så de kan komme bedst muligt videre efter en arbejdsskade. Men baggrunden er jo desværre meget trist. Vi ser altså lærere, der må leve med gener og mén resten af livet, blot fordi de har passet deres arbejde, og det er helt uacceptabelt,” siger Thomas Andreasen og fortsætter:

 

”Uheld kan selvfølgelig ske, men tallenes omfang fortæller mig altså meget klart, at skolernes hverdag er under pres. Der skal arbejdes mere systematisk med at forebygge arbejdsulykker og sikre et bedre psykisk arbejdsmiljø. Alt for mange lærere slår sig både fysisk og psykisk på skolerne i dag. Vi har i den grad brug for, at politikerne tager problemet langt mere alvorligt og investerer i lærernes arbejdsmiljø og elevernes skolegang.”

 

Hvis man som medlem kommer ud for en arbejdsskade, er det klare råd fra Thomas Andreasen, at man hurtigt og præcist får den anmeldt, så man kan få den nødvendige hjælp og erstatning.

 

”Tilstrækkelig dokumentation er fuldstændigt afgørende i sidste ende. Vi opfordrer derfor altid til, at man som medlem straks melder arbejdsskader til sin AMR eller TR, samt beder sin lokale kreds om at sende sagen til sekretariatet, når der er varige følger, eller forsikringsselskaber ikke behandler spørgsmål om anerkendelse eller behandlingsudgifter retvisende. Det er en af de ting, vi som fagforening er til for,” siger han.