Folkeskolen står ved en skillevej - nu skal lokalpolitikerne sætte kursen

Debat
13. juni 2024

Skal folkeskolen fortsat skal være en bred, samfundsbærende institution, kræver det skarpe prioriteringer af de lokalpolitikere, der skal udmønte de ekstra milliarder fra økonomiaftalen. Det skriver DLF's Regitze Flannov i et debatindlæg.

Af Regitze Flannov, forkvinde for Danmarks Lærerforenings undervisningsudvalg

 

Landets lokale folkeskoler har været under massivt økonomisk pres i årevis. Konsekvenserne har været til at få øje på, og vi har set historier i medierne igen og igen.

 

Skolebudgetter, der må genåbnes, fordi der pludselig mangler penge andre steder i kommunekassen. Skolelukninger og sammenlægninger. Nedlagte lærerstillinger og pressede kollegaer, der skal løbe endnu hurtigere for at dække timerne. Dertil kommer aflyste tolærertimer og elever med særlige behov, der ikke får den støtte, de har behov for. Farvel til lejrskoler, teaterstykker og ture ud i lokalsamfundet.

 

Forrige fredag blev KL og regeringen enige om en økonomiaftale, der blandt andet indeholder et løft på 3,4 milliarder på servicerammen. Det er penge, der nu kommer ud til kommunerne – og de falder på et særdeles tørt sted.

Et valg mellem pest og kolera i kommunerne

Overalt i landet ser vi, hvordan gentagne sparerunder har udhulet den almene folkeskole. Undervisningen er grundlæggende underfinansieret efter mange år med besparelser, og samtidig er skolerne ikke blevet kompenseret i takt med, at flere børn og unge mistrives og får behov for specialpædagogisk støtte.

 

Tværtimod er det den lokale folkeskole, der har skullet finde pengene, når flere er blevet visiteret til specialtilbud – og det er mange penge, for mens en almindelig plads i folkeskolen gennemsnitligt koster 75.000 kroner om året, koster en plads på en specialskole over 500.000 kroner.

 

Det har stillet skoleledelserne i et dilemma. Enten giver de børnene det tilbud, de har behov for, og sparer på lærerkræfterne for alle de andre børn. Eller også beholder de børn med særlige behov i et tilbud, der ikke passer til dem, så der ikke skal spares på klassekammeraternes undervisning.

Men det er et valg mellem pest og kolera. Og ofte har begge veje negative konsekvenser for både det enkelte barn og for klassekammeraterne.

Der er brug for en tredje vej

Vi har behov for en tredje vej. En vej, hvor folkeskolen har overskud til at gribe og rumme flere børn i de almene klasser.

 

Ikke fordi, man er tvunget til det, men fordi man sætter ind helt fra begyndelsen med alt det, der skal til, for at skabe faglig og social trivsel for alle elever.

  1. Faste lærere, der kender børnene og familierne.
  2. Den rigtige specialpædagogiske støtte, så snart behovet opstår.
  3. Tid, ressourcer og kompetencer til at skabe gode relationer og styrke fællesskabet.

Det er den vej, der på sigt vil føre til, at færre elever har behov for dyre specialtilbud. Det kommer til at tage tid, og vi kommer aldrig til at kunne rumme alle i folkeskolens almene tilbud, men vi kan gribe flere i tide, og undgå at problemerne vokser sig store. Og kan vi det, er vi nået langt.

 

Jeg er ikke i tvivl om, at det er den rigtige vej. Men det kræver, at der bliver investeret i at skabe det overskud i folkeskolen, der mangler i dag.

Vi gør vores - politikerne må gøre deres

Og her kommer landets kommunalbestyrelser ind i billedet. For med økonomiaftalen er der taget et vigtigt skridt i den rigtige retning. Næste skridt kommer til at foregå lokalt. Og det handler om, at politikerne skal prioritere folkeskolen, når pengene fra økonomiaftalen skal fordeles.

Folkeskolen står ved en skillevej.

 

Skal folkeskolen også i fremtiden være den brede, samfundsbærende institution, vi har i dag, skal vi sikre, at den lokale skole er et godt sted at være- et sted, hvor vores børn kan både trives og lære.

Det lægger vi som lærere hjerte og kræfter i hver eneste dag. Vi håber, at politikerne vil bakke op og prioritere vores fælles folkeskole.

 

Læs debatindlæg hos Skolemonitor den 13. juni 2024