Nye afgørelser om erhvervsevnetab glæder DLF

10. oktober 2024

Procenten for tab af erhvervsevne har i en række sager været sat for lavt, hvilket nye afgørelser retter op på. Det glæder DLF, da der ofte er store erstatningsbeløb på spil for det enkelte medlem.

Ankestyrelsen har afgjort, at arbejdsskademyndighederne i flere sager om tab af erhvervsevne har anvendt en forkert lønregulering. En forkert praksis, som Danmarks Lærerforening har gjort opmærksom i flere anker til Ankestyrelsen.

 

Det gælder særligt i de tilfælde, hvor skadelidte er fortsat på samme arbejdsplads på nedsat tid.

 

Kort fortalt betyder det, at erhvervsevnetabsprocenten i mange tilfælde er blevet fastsat fem pct. for lavt i forhold til den reelle lønnedgang.

 

For et DLF-medlem har den nye afgørelse fx ført til yderligere 400.000 kr. i erstatning, end der først var blevet tildelt.

 

Afgørelserne glæder Thomas Andreasen, der er formand for arbejdsmiljø- og organisationsudvalget i Danmarks Lærerforening.

 

”Det er komplicerede sager, som vi har brugt mange kræfter på, da der er mange penge på spil for det enkelte medlem. Og så danner det selvfølgelig en vigtig præcedens i forhold til fremover at få den erstatning, man har krav på,” siger han.