OK25 for lærerne - lille forlig med stor virkning
Efter langstrakte forhandlinger, der måtte forbi Forligsinstitutionen, har parterne indgået forlig om fornyelse af tre overenskomster for lærere på det private arbejdsmarked.

Det private område er fortsat et mindre område for os, men vores ansvar for at aftale ordentlige løn- og ansættelsesvilkår for medlemmerne er lige så vigtigt her. Derfor er det en stor glæde, at vi har landet et godt resultat.
Morten Refskov
formand for DLF's overenskomstudvalg
Der er indgået forlig om fornyelse af de tre overenskomster for lærere på det private arbejdsmarked som led i overenskomstforhandlingerne ved OK25. Det drejer sig om overenskomsterne med Behandlingsskolerne, Skole- og behandlingshjemmet Skovgården samt Landsoverenskomsten for lærere ved vikarbureauer.
”En af vores absolut vigtigste opgaver som fagforening er at indgå og forny overenskomster. Det private område er fortsat et mindre område for os, men vores ansvar for at aftale ordentlige løn- og ansættelsesvilkår for medlemmerne er lige så vigtigt her. Derfor er det en stor glæde, at vi har landet et godt resultat,” siger Morten Refskov, formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening.
Det gennemgående er, at lønnen på Skovgården og Behandlingsskolerne bliver hævet med cirka 0,26 procent. Derudover bliver der indført ret til fravær med løn på barnets anden sygedag på Skovgården. Dette findes allerede hos Behandlingsskolerne.
Det begrænsede indhold skyldes, at alle tre overenskomster er såkaldte hybridoverenskomster, hvor både lønregulering og regler om løn under barsel automatisk bliver kopieret fra den kommunale overenskomst for lærere. Det betyder, at lønnen allerede er reguleret med aftalerne i OK24. De 0,26 procent ekstra i løn svarer til forøgelsen af fritvalgstillægget mellem løn og pension, og på den måde er lærerne ved Skovgården og Behandlingsskolerne sidestillet med specialskolelærere i kommunerne.