Ny bog i serien Pædagogisk Rækkevidde: Skolens tekster
"Skolens tekster" sætter fokus på, at elever har brug for hjælp til at læse og forstå fagenes tekster. Det er vigtigt, hvis de skal opleve værdien af den faglige læsning. Medlemmer af DLF kan hente bogen gratis som e- eller lydbog.
Først dansk, så engelsk, matematik og idræt, inden dagen afsluttes med håndværk og design. Der er ikke noget at sige til, hvis skoleelever indimellem bliver helt forpustede af dagens mange skift.
Men det er ikke kun fagene, der skifter – det gør fagenes tekster også. Og der er stor forskel på at læse en opskrift i madkundskab og en fagbogstekst om det politiske system i Danmark. Netop den forskel kan gøre det svært for eleverne at lære af det, de læser.
"Skolens tekster" minder lærere og alle andre om, at den selvforklarende tekst ikke findes, og at eleverne har brug for støtte og hjælp til at læse og forstå fagenes tekster. Det er vigtigt, hvis de skal opleve værdien af den faglige læsning.
Om forfatterne til "Skolens tekster"
Jesper Bremholm er seniorforsker på Nationalt Videncenter for Læsning, hvor han særligt forsker i faglig literacy i grundskolen.
Lene Storgaard er docent på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, hvor hun blandt andet forsker i læsning og skrivning i alle fag.
Om pædagogisk Rækkevidde
"Skolens tekster" er bog nummer 29 i Aarhus Universitetsforlags serie Pædagogisk rækkevidde, der udgives i samarbejde med Danmarks Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening. I serien giver Danmarks førende pædagogiske forskere viden til skoledagen og inspirerer til praksisnær pædagogisk udvikling.
Hent Pædagogisk Rækkevidde gratis
Som medlem af Danmarks Lærerforening kan du hente bøger fra bogserien "Pædagogisk Rækkevidde" via Min Side.