Volden i folkeskolen er strukturel – det skal løsningerne også være
Den stigende vold mod lærere er et strukturelt problem, der kræver strukturelle løsninger. Folkeskolens økonomi og rammer er simpelthen nødt til at blive bedre, hvis vi skal problemet til livs, skriver DLF-formand Gordon Ørskov Madsen.
Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.
Udadreagerende adfærd og voldelige episoder fylder både på skolerne og i medierne. Sager fra Borup, Agedrup og Munkevænget tog dagsordenen i vintermånederne, og senest har Fagbladet Folkeskolen dokumenteret, at 46 skoler har fået påbud fra Arbejdstilsynet i kategorien ’vold og krænkende hændelser’ i perioden fra 2021 til 2023.
Problemerne er desværre ikke nye.
Tilbage i 2018 viste en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at 45 procent af lærerne i løbet af ét år havde været udsat for fysisk vold. Gentagne undersøgelser har siden vist samme billede, og skiftende undervisningsministre har sat ind for at løse problemerne. Dog indtil videre uden succes.
Mens vold og trusler mod lærere er dokumenteret i flere undersøgelser, mangler vi forskning på omfanget af voldelige episoder mellem eleverne. Af samme grund spurgte vi i Danmarks Lærerforening i foråret 10.000 lærere og børnehaveklasseledere til deres oplevelser med voldelige episoder og udadreagerende adfærd mellem eleverne. Deres svar var bekymrende.
Knap halvdelen af lærerne og børnehaveklasselederne oplevede voldelige episoder mellem eleverne på ugentlig eller daglig basis. Seks ud af ti svarede, at der er flere episoder i dag end for fem år siden.
Vold mod lærere er et strukturelt problem
Tallene, både fra Arbejdstilsynet og fra vores egne lærere og børnehaveklasseledere, viser med al tydelighed, at de voldsomme episoder er et strukturelt problem. Der er med andre ord ikke tale om enkeltstående tilfælde med specifikke børn på specifikke skoler eller i særlige områder. Udadreagerende adfærd og voldelige hændelser kan forekomme på alle skoler.
Når jeg taler med lærere og børnehaveklasseledere, ser jeg en klar tendens: Lærerne fortæller, at episoderne opstår, når der ikke gribes ind i tide. Ofte har læreren set frustrationerne udvikle sig, længe før de udmønter sig i voldsom adfærd. Som små konflikter eller begyndende mistrivsel. Ofte ved læreren også godt, hvad der skulle til for at gribe problemerne i opløbet.
Det kan være specialpædagogisk støtte, en periode med to lærere i klassen i alle timer, eller en styrket indsats over for enkelte børn og familier. Andre gange kan det være tiltag, der styrker klassens fællesskab – en lejrskole eller ekskursioner, der kan ryste klassen sammen. Eller det kan være mere tid med klasselæreren, hvor man kan tage svære emner op.
Men ofte er der hverken tid eller råd til at sætte ind med det, der skal til. Skolen prøver måske med en mindre indsats eller venter i månedsvis på at få hjælp gennem PPR. Og mens man venter, vokser problemerne sig større og større.
Vi skal investere os ud af problemerne
Der er ingen, der ønsker en folkeskole, hvor voldelige hændelser er en del af hverdagen. Men skal vi gøre op med den voldelige adfærd, er vi nødt til at tage problemerne alvorligt og skabe en skole, der passer til de elever, vi har i klasserne i dag. Hvis vi fortsætter med at drive skole som for 25 år siden, taber vi elever på gulvet.
Det betyder, at vi skal sætte ind langt tidligere med et større fokus på forebyggelse, specialpædagogiske kompetencer ind i undervisningen og større fokus på stærke fællesskaber. Og alt det kræver økonomiske investeringer i et helt andet omfang, end vi ser i dag.
Den stigende vold mod lærere er et strukturelt problem, der kræver strukturelle løsninger. Folkeskolens økonomi og rammer er simpelthen nødt til at blive bedre, hvis vi skal problemet til livs.