Danmarks Lærerforenings historie
Danmarks Lærerforenings historie begynder i 1874. Dermed er DLF en af de ældste fagforeninger i Danmark.
Danmarks Lærerforening blev stiftet den 4. maj 1874 og havde ved udgangen af året 900 medlemmer. I begyndelsen var foreningen kun for landsbyskolelærere og hed Danmarks Landsbyskolelærerforening. Fra 1876 omfattede foreningen alle lærere i folkeskolen og fik navnet Danmarks Lærerforening.
I årene forud for stiftelsen i 1874 var lærernes løn- og arbejdsvilkår blevet kraftigt forringet, og foreningen prioriterede derfor dette tema højt i de første mange år. Efterhånden kom også andre temaer ind i DLF's arbejde: Skolens bygninger blev bedre indrettet, skolehygiejnen blev forbedret, og DLF fik større indflydelse på det lokale skolevæsen.
I 1899 var 83 % af folkeskolens lærerpersonale medlem af Danmarks Lærerforening, og i 1920 rundede medlemstallet 10.000. I dag har DLF 81.000 medlemmer.
150 års jubilæum
I 2024 fejrer Danmarks Lærerforening sit 150 års jubilæum. Det sker ved en lang række aktiviteter, som bl.a. omfatter medlemsarrangementer, kampagner og materialer om foreningen gennem tiden.
DLF har lavet en tidslinje med foreningens historie gennem 150 år. Tidslinjen omfatter både udviklingen i skolen, i lærerens gerning og i samfundet omkring skolen.
Hent tidslinje 1874-2024 i A3-format
Vidste du, at en landsbylærers løn i 1874 var seks tønder rug og ti tønder byg om året? Hertil kom værdien af 25 tønder byg og et jordlod med mulighed for at holde to køer og seks får. Der var ekstra ti rigsdaler årligt for at være kirkesanger - en tjans, landsbyskolelæreren ikke kunne fravælge.