I tidens strøm - DLF's foreningssang

Danmarks Lærerforening har sin egen foreningssang: "I tidens strøm". Sangen er skrevet af Gudmund Auring i 1984. Sangen synges bl.a. til DLF's kongres, ved konferencer o.lign.

I tidens strøm

 

Der går gennem tiden en strømning, som ikke kan dø
af arbejdets sang og af tankernes spirende frø
Hvert et slægtled skal finde sin vilje sit håb og sin tro
finde vejen derhen, hvor dets fremtid og lykke kan gro

 

Vi står ved en vanskelig front i den stadige kamp
som ikke kan vindes ved magt eller støvlernes tramp
Som kræver det daglige valg: vil du tage en strid
for at menneskets værdighed stadig kan præge vor tid

 

Vil du møde de børn af vor tid, som har fremtiden med
i tro på at børnenes drøm kan bli’ virkelighed
Vil du søge den stærke syntese af fremtid og arv
hvor ideernes flugt kan forenes med hverdagens krav

 

Der er meget som splitter i tiden, og vejen er lang
der er kræfter som truer selv arbejdets brusende sang
I en brændende verden, hvor mennesker sulter ihjel
kan vi vise, vi alle har ansvar for mer’ end os selv

 

Lad os glæde os over det udsyn, vort arbejde gi’r
ved en daglig forening af gamle og nye værdier
Vi har skabt Danmarks Lærerforening, så lad os stå ved:
Der hvor menneskets værd bli’r forsvaret, må vi være med.

 

Musik og tekst: Gudmund Auring

Find tekst, noder og melodi til "I tidens strøm"