Vold og trusler
Vold og trusler må aldrig blive et vilkår! Hvis du er ramt af fysisk eller psykisk vold, er det vigtigt, at du får hjælp med det samme
Vold og trusler – fysisk og psykisk
Vold og trusler må aldrig blive et vilkår, og selvom episoder sker med små elever, er det at betegne som vold, og det skal registreres og evt. anmeldes som en arbejdsulykke.
Få hjælp af din arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant
Du kan altid få hjælp af din arbejdsmiljørepræsentant eller TR, hvis du er i tvivl om, hvordan en episode skal håndteres, ligesom du kan kontakte din lokale kreds.
Hvis du er ramt af fysisk eller psykisk vold, er det vigtigt, at du får hjælp med det samme. Din arbejdsgiver skal iværksætte den rette hjælp til dig.
Definitionen på vold og trusler
Fysisk vold
Fysisk vold er enhver form for fysisk handling, som skader, smerter, skræmmer eller krænker. Volden kan fx være slag, spark, skub, angreb med en genstand eller fysisk tvang.
Psykisk vold
Psykisk vold er at skade, skræmme eller krænke en anden uden direkte fysisk påvirkning. Det kan også være at dominere andre ved trusler. Skældud, gentagen sårende kritik, ignorering og ydmygelse er eksempler på psykisk vold.
Hvis du bliver udsat for vold og voldelige hændelser på dit arbejde:
- Få udleveret et registreringsskema fra din arbejdsmiljørepræsentant. Udfyld skemaet og giv det til AMR eller nærmeste leder, så hændelsen er registreret. Gem en kopi af skemaet til dig selv.
- Din AMR og leder skal følge op på indberetninger af vold og trusler - både hvis der er mange indberetninger på en enkelt elev og på hændelsestyper. AMR og leder kan desuden italesætte vold og trusler i arbejdsmiljøudvalget /MED-udvalg på den enkelte skole med henblik på forebyggende indsatser.
- Hvis du har været udsat for vold, kan det være nødvendigt at være sygemeldt i en periode for at få den nødvendige ro. Hvis du har haft sygefravær, eller du oplever varige følger pga. hændelsen, skal du bede din arbejdsgiver anmelde det som en arbejdsulykke. Hvis du har været udsat for mange hændelser og bliver sygemeldt, skal du opsøge egen læge for at få det anmeldt som en erhvervssygdom.