Syg før eller under ferie

Du har mulighed for at få erstattet din ferie, hvis du er syg i dine 5 ugers ferie eller i den 6. ferieuge.

Syg inden ferien begynder 

Hvis du bliver syg, inden din ferie begynder, skal du melde dig syg på første feriedag efter de lokale regler. Det vil som regel betyde, at du skal give besked senest ved arbejdsdagens start. Så har du ret til erstatningsferie de dage, som du er syg i ferien.

 

 

Erstatningsferie 

Erstatningsferie for dine 5 ugers ferie skal placeres i ferieafholdelsesperioden fra 1. september til den 31. december året efter. Hvis du er syg i hele ferieafholdelsesperioden, overføres fire af de fem uger til afholdelse i den næste ferieafholdelsesperiode, og den femte uge udbetales. 

 

Hvis du også er feriehindret i hele den næste ferieafholdelsesperiode, så kan ferien udbetales, såfremt hindringen har været barselsorlov eller sygdom. 

 

 

Syg i ferien 

Hvis du bliver syg i din ferie, har du mulighed for at få erstatningsferie. Du skal straks melde dig syg efter de lokale regler og gerne dokumenterbart fx på mail. Dernæst skal du selv indhente en lægeerklæring for egen regning. De første fem dages sygdom hvert ferieår erstattes ikke, da det er karensdage. Det betyder, at hvis du fx har haft tre dages dokumenteret sygdom i slutningen af vinterferien, og igen bliver syg undervejs i sommerferien, så erstattes ferien efter kun to dages karens. 

 

 

Syg i 6. ferieuge 

For 6. ferieuge - også kaldet særlige feriedage - gælder, at feriedagene skal afholdes i perioden fra 1. maj til 30. april året efter. Hvis du bliver syg, inden din 6. ferieuge begynder, har du ret til at lægge erstatningsdagene på et andet tidspunkt i ferieperioden. Hvis det ikke kan nås inden 30. april, udbetales dagene. 

  

Hvis du bliver syg i din ferie, kan din arbejdsgiver vurdere, om du kan få erstatningsferie. Der er dog ingen ret til det. 

 

 

Arbejdsfrie dage (0-dage) 

Der er kun regler for erstatningsferie for ferielovens 5 ugers ferie og ferieaftalernes 5 feriedage / 6. ferieuge. Reglerne gælder ikke for 0-dage.  

Hvad gælder på din arbejdsplads?

Kontakt din tillidsrepræsentant eller din lokale kreds om reglerne på din arbejdsplads.

Find din lokale kreds