DLF vinder vigtig sag om løn under sygdom i barselsperioden

21. august 2024

Voldgiftsretten har slået fast, at det var mod reglerne, da en folkeskolelærer mistede sin løn, da hun blev sygemeldt under sin barselsorlov. ”En meget vigtig principiel afgørelse,” lyder det fra DLF-udvalgsformand.

DLF har via Forhandlingsfællesskabet vundet en sag i voldgiftsretten for et medlem, der fik stoppet sin lønudbetaling, da hun måtte afbryde sin barselsorlov på grund af sygdom.

 

Læreren var for syg til at passe sin få måneder gamle baby, og hendes mand tog derfor orlov for at tage sig af barnet, mens hun var syg. Det fik arbejdsgiveren til at stoppe lærerens lønudbetaling og henvise hende til sygedagpenge, og krævede efterfølgende en del af hendes udbetalte løn tilbagebetalt. 

 

Men det var altså imod reglerne, har en faglig voldgiftsret nu afgjort. Ifølge afgørelsen har læreren ret til løn under sygdom fra sin sygemelding og i den periode herefter, hvor sygdommen indebar, at hun ikke var i stand til at passe sit barn.

 

Afgørelsen glæder Morten Refskov, der er formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening.

 

”Vi er selvfølgelig først og fremmest glade på vores medlems vegne for det økonomiske aspekt i sagen, og så er det også en meget vigtig principiel afgørelse for os. Når man står i en så sårbar situation som sygdom under sin barsel, er det vigtigt med klare regler, og at man ikke skal gå og frygte for sin løn,” siger han.

 

Afgørelsen har ikke blot betydning for folkeskolelærere, men for alle, der er omfattet af den kommunale barselsaftale.

 

”En af vores allervigtigste opgaver som fagforening – og fagbevægelse - er at hjælpe vores medlemmer, når de kommer i klemme. Så sagen understreger for mig også, at vores faglige fællesskab i den grad betaler sig at være med i,” siger Morten Refskov.

 

Her kan du læse mere om dine rettigheder i kritiske arbejdssituationer, og se hvordan Danmarks Lærerforening kan hjælpe dig som medlem.