Faglig Klub

Den faglige klub består af alle dine kollegaer, der er medlem af Danmarks Lærerforening og som ikke er ledere.

Tillidsrepræsentanten er formand for faglig klub, og klubben beskæftiger sig med emner, der falder ind under tillidsrepræsentantens område.

Faglig klubs funktion

Når der afholdes møde med ledelse, SU/MED-udvalg, bestyrelse, udvalg og ved TR-møder i kredsen  repræsenterer tillidsrepræsentanten sine kolleger. Til disse møder kan tillidsrepræsentanten fremføre medlemmernes synspunkter og ønsker - og dem kender tillidsrepræsentanten fra faglig klub.

I den faglige klub kan du og dine kollegaer diskutere alle relevante forhold, uden at ledelsen er til stede. Dog kan personsager ikke drøftes i faglig klub.

Man mødes i faglig klub i fritiden, hvorimod møder i pædagogisk råd, personalemøder og lignende er en del af arbejdstiden.

 

Faglig klub fastsætter selv sin forretningsorden, der godkendes af kredsen. Er der ikke vedtaget en særlig forretningsorden, gælder Danmarks Lærerforenings vejledende forretningsorden.

 

Faglig klub og andre fora

Et emne kan behandles både i faglig klub og i andre af institutionens fora. F.eks. når en folkeskole skal have principper for frikvarterer, vil emnet både have et pædagogisk og fagligt indhold. 

 

  • I faglig klub kan der f.eks. være fokus på de ansattes mulighed for rekreation, hvor der i pædagogisk råd tages udgangspunkt i elevernes trivsel og udbytte af pauserne.

 

En drøftelse i pædagogisk råd vil alene være rådgivende i forhold til skolens ledelse, mens en beslutning i faglig klub kan danne udgangspunkt for en retningslinje i SU/MED. En retningslinje i SU/MED vil være bindende for alle parter.

 

Tillidsrepræsentanten kan vælge også at afholde medlemsmøder, hvor ledelsen har mulighed for at deltage.